På utallige (fordi jeg ikke lige kan huske fra hvem) opfordringer

kommer her beretningen om vores

Sommerferietur til Færøerne 2004


ADVARSEL:
Dette er et moderne familiealbum.
Moderne fordi nu behøver vi ikke ulejlige os med at samles.
Nu kan vi sidde hver for sig og falde i søvn over hinandens billeder.
Familiealbum er det, og som sådant dræbende langt.
Det vil være fuldt forståeligt om man ønsker sig en guided genvej (hva ska man sige på dansk?).

Følgende kan så anbefales:
(Start med at trykke F11. Meddel venligst enhver fejl på siden til Claus, TAK!)

Sejlturen                 Læs  - og brug ”Tilbage” når du er træt af det.
Den gamle mand og bjerget Læs  - og brug ”Tilbage”  …
Grind                     Læs  - og  …
Læs om Ova Joensen som roede fra Færøerne til Langelinie på 41 dage.
Særligt elskede billeder:
Solnedgang i nordlige Nordsø d. 30.7. kl. 20:47
Solopgang i Nordatlanten d. 1.8. kl. 5:05
Da mine kollegaer startede, sad jeg og nød udsigten: onsdag d. 4.8. kl. 15:37
Aftenens største torsk(onsdag d.4.8.20:39. Det er torsken på krogen.)
Færøernes lys:
06,23:43 Himlen over Tórshavn på vej hjem fra Nólsoy (Nolsø).
07,18:32 Solnedgang bag Várgar set fra radarstationen.
08,11:20 Lige før broen over Atlanterhavet ned gennem Sundini.
08,11:21 do.
08,12:51 Fra sejlturen til Klaksvík. Aner ikke hva’ vi ser på. (Vi ser mod syd, så det burde være Borðoy.)
08,12:55 Fra sejlturen til Klaksvík. Aner ikke hva’ vi ser på. (Vi ser mod nord, så det burde være Borðoy med Kunoy/Borðoy i baggrunden.)
08,19:46 Fra bjergvejen rundt om Slættaratindur hen over Eiðisvatn mod Tjørnuvik.

 
 

Hele historien:

Hvad er Færøerne?

    Et godt svar: En samling småbjerge der stikker op af Atlanterhavet meget, meget langt ude i vandet.
    Altså skal ens første rejse til Færøerne foregå så man oplever at de ligger meget, meget langt ude i vandet.
    Altså skal man sejle - som de gjorde i gamle dage(externt link) som for Færøernes vedkommende slet ikke er så gamle endda. Men dog stadig før dampskibenes tidsalder!
    Men skal man sejle nu, finder man damperen (eller hva man ska kalde den), Norröna, Smyril Line(ext), og opdager at det er meget dyrere end at flyve(ext). Og det til trods for at det brænder meget mere brændstof af. Ren galimatias!

nemlig!

    Men så kommer man pludselig under vejr med at en (tidligere) kollega, Dagfinnur (navnet antyder at han ved hvad det drejer sig om) gerne sejler med sådden en fragtbåd. Aha! Altså ringer man fluks til Dagfinnur på Dybbøl - blot for at få fat i en rar dame der meddeler at han er på Færøerne og først kommer hjem den … ”Nå, så er det for sent” må jeg replicere. ”Men du kan da ringe til ham!” Øhh!!?? Naturligvis! Forbløffende at man i den grad kan mangle refleksernes løbende opdatering.
    Altså ringede jeg til Dagfinnur på Færøerne og fik oplyst selskabet Skipafelagið, som også lyder navnet Faroe Ship(ext).
    Der var plads derop, afg. Hirtshals d. 30.7. men ”desværre er der ikke plads hjem den følgende weekend.” ”Det gør ikke noget. Der havde vi tænkt os at flyve.” ”Jamen så er det jo helt fint!” ”Ja! Den tar vi!”
    Således gik det til at vi sejlede til Tórshavn for 1400 kr. pr. person med fuld forplejning fra fredag eftermiddag til mandag morgen.
    Turen blev dermed kun godt 600 kr. dyrere i alt end hvis vi havde fløjet begge veje.
    Og så blev det SEJLTUREN som det skulle være!
    Dertil var det en meget dejlig oplevelse at være med på sådan en lille erhvervsbåd. Der var 12 besætningsmedlemmer og 12 passagerer. De 12 passagerer er maksimum hvis ikke båden skal ryge ind i kategorien passagerskib med andre regler (sikkerhedsmæssigt, beskatningsmæssigt og hvad ved jeg?)
 
 

Afgang, fredag morgen d.30.7. (tidligt!)

kørte vi bilen til Billund hvor vi skulle lande 11 dage senere (så kunne vi komme hurtigt hjem). Derfra med bus, afg. 8:25 til Horsens og med toget til Ålborg - Hjørring - Hirtshals.
 
 Vi skulle være om bord kl. 15. Og da vi, lidt forsinket, stod af toget ved Hirtshals havn kl. 14:35 og så lange gangbroer til højre og til venstre og ikke vidste hvilken vej vi skulle gå og ikke havde fået nogen specifikation af skibets beliggenhed og så havn så langt øjet rakte, så var der lidt uro. En ung mand på en truck mente bestemt at vi skulle gå i dén retning. Vi havde ikke andet valg end at stole på ham. Og det viste sig at være godt. Der lå hun så, LÓMUR(kl. 14:47)!

    Vi var lige rundt og kigge(14:45) lidt(14:55).
    Da vi gik om bord kl. 15:00 blev vi jo vist rundt. ”Her har vi kahytterne. Det er jeres. Og herhenne er salonen. Der kommer kaffe og kage lige om lidt”. Og så kunne man bare tage. Hvilken befriende frihed(!) når man tænker på hvordan det foregår på Norröna: fine saloner med tjenere som alle ligner overtjenere, og spisekort, og se til højre og se til venstre om man nu er fin nok - og lige diskret skele til spisekortet hvad man nu har råd til. Hvabbehar?:
”Så kan I bare tage.” Hovmesteren var i øvrigt den første som rigtigt præsenterede sig. Og ved det første måltid kom kahytsjomfruen op hvor vi solbadede og sagde ”Så spiser vi! Jeg mangler lige et par. Har I set dem?” Og så sad vi og så hinanden an med fuldt overblik for første gang. Det var et herligt blandet selskab. Og man kunne lige så godt kaste sig ud i det. ”Vi ses jo nok igen” som jeg sagde som afslutning på min første samtale om eftermiddagen med galleriejer Palle fra Tværå (danskfødning som var flyttet til ”verdens smukkeste sted, Færøerne”, hvor han havde bosat sig på Suderø(ext) som i øvrigt også var ”Færøernes smukkeste ø, den har det hele”. Faktisk behøvede man slet ikke se andet, forstod man. Så han havde det godt. (Og det havde han. Vi var et smut forbi hans galleri(ext).
    Så var der et par gamle ungdomsoprørere som havde bevaret deres ideologiske ungdommelighed. (I ekstrem grad.) Et par (færøsk-dansk) med en lille pige, og en dansk skolelærer bosat på 10.år i Klaksvík (han kunne ikke lige få job i Syddanmark og tog lige noget midlertidigt i Klaksvík. Så traf han en pige … og nu er han så på vej hjem med sine to døtre efter at have besøgt sin efterladte familie). Han havde søsygeplaster bag øret, så jeg måtte lige spørge: ”Nå, du skal ikke nyde noget?” ”Nej på vejen herned for en uge siden væltede vi rundt hulter til bulter i to døgn. Jeg ønskede mig DØD! (Jeg har hørt at søfolk kan være ude for at måtte bruge magt overfor søsyge passagerer fordi de kan finde på at springe over bord. Det skulle kunne blive ret slemt). Det var i hvert fald ikke ham der tog sig af hans døtre på nedturen. Nå, vi havde udsigt til vindstille vejr, så jeg var helt rolig. (Jeg vidste jo ikke på det tidspunkt at dønningerne kan være betydelige! (Det kommer vi til))
    De daglige fixpunkter:
    Morgenmad kl. 8-9, frokost kl. 12, eftermiddagskaffe med kage kl. 15, aftensmad kl. 18, og man kunne bare tage! Undtagelsen var baren kl. 21 (fotoet er fra frokosten lige inden vi kunne se Færøerne).
 
 

Og så til søs!

    Det blæste en dejlig sydosten da vi drog fra Hirtshals kl. 16. ”Når fortøjningerne ryger, stiller vi urene en time tilbage”, blev der sagt. Og så gik den på færøsk tid.
Så nu er klokken 15! Og vejret er pragtfuldt. Her ser vi f.eks. Rubjerg Knude(15:43). I løbet af aftenen blev vinden svagere og svagere for i løbet af natten næsten at forsvinde helt. Kl. 18:27 gennem styrehusets polaroidgardin. (Farten er 11,7 knob.)  Og solnedgangen kl. 20:26.
    I sydlige Utsira så vi Norges kyst ved nat (that´s not nåeð).
 

Så blev det lørdag d.31.7.

    Udsigten fra vores kahyt(05:04) var heller ikke noget (det må have været nattepisseren!). Men fra lokummet!(12:56).
    Fra Annamaries dagbog: ”Sovet vidunderligt i lækkert sengetøj … Morgenmad for åbent vindue i sejlretningen! … kl. 9:40, det begynder så småt at vippe en lille smule.”
    Og vejret? - jo, endnu bedre(10:22). Og vi nød det!(11:08).
    Og så begyndte observationerne af de sjældne søfugle, f.eks. mallemukken(Ext.). Den ligner en måge, men er det slet ikke. Den hører til stormfuglenes orden(Ext.). Det var spændende - og så det særprægede navn. Jeg stod på vagt og fotograferede hver gang der kom en i nærheden. Så det var jo lidt af en skuffelse at der blev flere og flere af dem. Faktisk er de overalt. Her ser I en(15:57). De flyver flot lige hen over vandoverfladen hvorved de udnytter at overtrykket under vingerne forstærkes af vandoverfladen.
    Kl. 10:15 så vi de første to suler (det er ikke mit billede). Det er en fantastisk flot fugl. Vingefang 132-150cm. Og skinnende hvid i det hvide. På det kan den udpeges blandt de andre hvide søfugle på lang afstand både på vandet og i luften.
    Efter kaffen er det blevet koldere, sollyset skal igennem et lettere skylag som efterhånden blev til tåge. Det blæser og gynger lidt mere.
    Der blev råbt marsvin, men der var ikke noget at se da vi kom frem til stævnen.

    Annamarie så nogle små sorte fugle som dykkede når vi nærmede os. Vi genkendte senere fænomenet som søpapegøjer, lunder, kære, små skabninger - at se på i hvert fald.
    Lidt drama på det store vand var der også. En trawler(16:13) har fået visit af en gummibåd fra inspektionsskibet i det fjerne. Det var meget idyllisk at betragte fra afstand. (Og der lød da heller ingen skud).
    Ud på aftenen blev det tåget(18:42) og helt vindstille, men dønningerne er blevet større.
    Mine sidste timer som ansat i samfundets tjeneste var ved at rinde ud, og jeg var på vej ud i Nordatlanten. Faktisk ville jeg i den anledning give rødvin i aftenbaren. Men det skulle jeg have annonceret noget tidligere; baren var tom, var de gået til køjs? Vi undersøgte det ikke nærmere, men holdt en lille privat højtidelighed. Det var så det! (32 år)
 
 

Senere blev det søndag d.1.8.

    Og så var der noget ved at være nattepisser! Man husker nok udsigten fra lokummet. Tågen var helt væk, og det var klart at solen var lige ved at være der! Fat i fotografiapparatet og op til kommandobroen. Der stod så en ung mand fra besætningen. ”Jeg har lige fået et nyt digitalapparat” forklarede han. Der behøvedes ingen forklaring! Fantastisk at se tilbage på nattens tåge(04:54) som lå helt skarpt og fladt hen over havoverfladen mod sydøst, og fantastisk hen mod morgenrøden(05:00).
    Og så stod vi der side ved side og prøvede at holde balancen. Nu var - stadig helt vindstille - atlanterhavsdønningerne slet ikke til at ignorere. De anes på billederne, men det syner jo ikke af noget.
    Så kom den: (05:01), (05:05 til højre) (05:09).
    Vejret var igen stort set skyfrit efter at vi om natten havde passeret mellem Orkney- og Shetlandsøerne i meget tæt tåge.
    Mens jeg under solopgangen forsøgte at stå stille, mærkede jeg søsygen for første gang. Da jeg kom ned at ligge forsvandt den igen. Faktisk vuggede den fint en i søvn. Men da vi skulle have morgenmad, var jeg på vagt, og vi satte os hen ved briksen. Jeg lagde mig et par gange og havde det egentligt forholdsvis OK. Annamarie havde taget en pille og havde det helt fint. Der blev også snakket søsyge ved de andre borde. ”Nej, vi har ikke taget piller. Det bliver man bare søsyg af” sagde de ved et bord; og så blev de søsyge - i hvert fald den ene af dem. Men det forblev på underholdningsniveauet. Det blev mellem Annamarie og mig at jeg, da jeg efter morgenmaden gik tilbage og lagde mig, syntes jeg lige måtte bede om et af de der til formålet overalt anbragte papbægre. Helt henne ved gispen og spytsekretion, så fortog det sig alligevel, og efter et kvarters tid var jeg på benene igen for resten af dagen. Dønningerne giver nogle meget langsomme og store bevægelser (3,2MByte movie) af en helt anden art end vindbølger.
    Vi så 4 suler flyvende sammen.
    Det var lidt køligere i Nordatlanten. Men man kunne stadig ligge og sole sig (som foregående movie viser).
    Men det måtte jo have en ende. De måtte jo komme, Færøerne. 12:50 kunne vi ane konturen. Og her har vi dem, i Suderøs profil (13:26).
    Hjemmefra troede vi at vi skulle direkte til Tórshavn. Lørdag aften forlød det at vi skulle til Tværå, så til Klaksvík og til Tórshavn mandag morgen. Søndag formiddag hed det Tværå, Tórshavn, Klaksvík, og derved blev det.
    Altså til Tvøroyri,  Tværå(15:10, her kigger Palle ind til sin hjemby.) Og den anden side af fjorden betragtes af skolelæreren og hans datter - og Annamarie (15:11) søreme!

Jo, det var Færøerne lige på! Der lå 28 kadavere af de grindehvaler (15:29) der 24 timer tidligere var landet på øen. Vi vidste godt at Suderø havde haft grind. Sådan noget rygtes lige med det samme overalt på Færøerne - og åbenbart også ud i Nordatlanten hvor Palle havde opsnappet beskeden. Så da tolderne kom om bord (vi er jo uden for EU), kunne vi uden tøven udlægge deres ansigtsudtryk: ”Nå, du ser noget klatøjet ud!”. ”Ja, grindealarmen gik kl. 12, vi knoklede på til midnat og festede til solen stod op - - Nåm, I har jo ikke noget?” Vi: ”nej”.
    Det var kun en lille flok, men de var pænt store, sagde de lokale.

    Annamarie undersøger (15:50) om det dræbende stik er ført korrekt ind!
    (Det gør indtryk. Det er jo store, stærke pattedyr. Men det var tydeligt at stikkene var helt ens og ikke viste tegn på fejlstik eller nogen som helst tøven. Det lille sår midt i hovedet er fra en harpun med krog der holder dyret fast, mens kniven jages ind og giver det dræbende stik i ryghvirvlen. Professionel slagtning som nok ikke er helt så øjeblikkelig som pandeskuddet på køer og grise. Til gengæld har dyrene et godt liv indtil da, mens vi byder vores slagtedyr en kummerlig tilværelse og ofte en ekstrem dyreuetisk transport til slagteriet. (Sådan har jeg  tænkt lidt over det.) Alt kødet var fjernet og fordelt efter de gamle solidariske regler. Kun vegetarer kan stille sig op.)
    Så var det vi i dejligt sommervejr besøgte Palles galleri(ext, gentagelse) og så hvor skønt han boede.

    Vi forlod Tværå i dejlig aftensol (18:40), mens tågen lagde sig over byen - det er helt normalt!

    På broen (19:33) forevigede vi lige kaptajnen til venstre og to styrmænd.

    Forbi Lille Dímun (19:18 t.v. og 19:38 (som måske er Store Dímun?)), Store Dímun og Sandø på vej (20:11) til Tórshavn, hvor vi så Tinganes(21:29, bemærk lige hvor lyst det endnu er på dette tidspunkt) for første gang.
    Vi havde ikke nogen aftale i byen før mandag, så vi sov på Lómur, nød morgenmaden samme sted - og forlod skuden. I nattens mulm og mørke var Norröna listet ind - jo, det foregår lydløst, men forbliver ikke ubemærket. Se!(08:36), dette var vores dyrere alternativ. Lómur i forgrunden, samt antiterrorhegnet.
    (De amerikanske antiterrorlove terroriserer nu hele verden. Vi måtte ikke gå af i Tværå uden at have et boardingpas så vi kunne passere afspærringerne når vi skulle om bord igen. Ved denne lejlighed forstod vi også hvorfor der sad en mand og noterede navn og tidspunkt da vi gik om bord i Hirtshals. Han sad der igen i Tværå og noterede da vi gik fra borde og igen da vi kom tilbage og tilsvarende i Tórshavn. Det er et krav i forbindelse med samme love. Ellers må skibet ikke lægge til i havnen hvis den ellers gerne vil have skibe som overholder reglerne. Og det vil den for ellers dør den økonomisk. Så alle skibe og havne overholder reglerne. Sådden da! Da vi havde fået orienteringen, blev det lavmælt tilføjet at der sker nok ikke så meget i Tværå. (Måske kunne de ikke lige finde de boardingpas). I Tórshavn var der grundige gitterværker omkring de kajer hvor oversøiske skibe lagde til.)
 
 

I mellemtiden var det jo så altså blevet mandag d.2.8.

    Så gik turen til Niels Winthers gade 9 til en varm velkomst og ditto formiddagskaffe hos familien hvor vi skulle bo. Det viste sig vi var ventet allerede aftenen i forvejen. Man ved altså ikke blot hvor og hvornår der landes grind. Man ved også hvornår skibene anløber selvom der slet ikke er nogen plan. Ja, det er mere intimt end vi er vant til. Her oplevet for første, men ikke sidste gang. Dejligt værelse, dejligt centralt, søde mennesker.
    Derefter ud i byen, Tinganes(11:20) en gang til, og husene bagved(11.52). Så lidt orientering i den lille storby. Turistbureauet blev besøgt en del, busplan og andet erhvervet. Middagslur og så en tur op gennem byparken til kunstmuseet som vi besluttede at besøge senere når Øssur Mohrs udstilling åbnede og så til Nordens hus(Ext). Det var imponerende på grund af både den arkitektoniske, den håndværksmæssige og materialemæssige kvalitet. Vi kom der tit fordi vi derfra kunne skrive e-mails hjem.
    Pizza til aften.
 
 

Så blev det tirsdag d.3.8.

    Der var lovet regn, og der blev regn! Formiddagen startede derfor noget rådvildt. Busplanerne tillod ikke nogen som helst fleksibilitet. Kunne vi tage en bus et eller andet sted hen og underholde os der til vi en del senere kunne tage en bus tilbage? Efter at have gået lidt frem og tilbage, besluttede vi os for at leje en bil. Og efter at have vendt det lidt i luften, besluttede vi os for at det skulle være for de resterende 6 dage, kr. 2400,- med fri km.

    Oplysninger om bygderne m.m. finder jeg her(Ext).

    Første tur (blå) til Saksun. Fra Streymnes - lige før den eneste bro over Atlanterhavet (til Eysturoy, Østerø) - er vejen meget smal. Al passage af modgående trafik må ske ved vigepladser. Vejen har også alene målet Saksun, en lille bygd med 34 indbyggere (den syner faktisk endnu mindre). Den har spillet en stor rolle ved optagelserne af Malmroos’ film Barbara, især står kirken(11:46) centralt i filmen. Det var vores første møde med ”den slags”. Man kigger ind af vinduerne (alle kirker er låst) og det runger inde i hovedet: spartansk, spartansk, spartansk! Pænt tilslidte træbænke, et lille alter lidt derfra på tværs af kirken et ca. 2 m højt, spinkelt rækværk med åbning ud for midtergangen (den eneste dekorative arkitektoniske struktur) for at markere overgangen til det hellige område omkring alteret, en lille bænk som prædikestol. Der må have været en lille døbefont. Vi så intet musikinstrument. Og så de store,  fjelde(11:51) og den smalle fjord(12:08). Spartansk, spartansk, spartansk! Det var vores første møde med vilkårene tæt på som de har været i mange 100 år. Jo, der er kommet en vej, men ellers? (jo, indendørs: strøm telefon, parabol osv. naturligvis)
    På tilbagevejen fotograferede vi lidt. Vejen(12:21) med vigespor i forgrunden og Saksun nede bagi.

    I Streymnes drejede vi mod nord mod Tjørnuvik, (grøn på kortet). Nå, den vej var lige så smal. Sådan er det altså. Og Tjørnuvik har da også bare 65 indbyggere. Men den syner større.
    Her kører vi med sundet til højre og fjeldet til venstre. Det var imponerende natur. Bl.a. øernes største vandfald, Fossa(13:22). Det er ikke imponerende vandmængder de enkelte vandløb fører. Det imponerende er at det driver rislende ned alle vegne. Bjergene er ikke høje og slanke, men lave og meget brede. Vandet når næsten ikke at samle sig i større floder, men driver i parallelle løb med få hundrede meters afstand ned hvor som helst.
    Inden man drejer til højre ind mod bygden, står man med næsen ud i Nordatlanten.
    Til venstre har vi bugten ind mod bygden og nordspidsen af Streymoy(Strømø) og til højre (brug vandret scroll) har vi Kæmpen og Kællingen(13:43) nord for Eiði på Eysturoy.

    Inde i bygden skinnede solen - den lunede i hvert fald, og man skal lige huske det regnede vedvarende i Tórshavn - og folkene var i gang med høhøsten.

    Vejen er lige! (det er en panoramamanipulation) og i nakken har vi bugten. Tjørnuvik ligger i en vidunderlig gryde. Høstarbejdet finder sted oppe langs skrænten(13:55) hvor høet samles i store plastiksække (ellers foregår det vist traditionelt) som let glider ned til bygden(14:48) hvor høet hænges op på stativer. Det sidste billede er taget mens vi nød en kop kaffe(14:31) med vafler efter at have  købt et par uldne færøsutter til Katrine og Ditte. Så forevigede vi udsigten(14:43) fra byen forbi kirken.
    Tilbage igen, over broen over Atlanterhavet og ad den gule vej til Eiði og hen over fjeldet mod Gjógv[djægv]. På vej op (ved det grønne punkt på  Oversigtskortet som også bruges i morgen) tog vi et billede over mod klumpen vest for Eiði(15:48), med Risin og Kellingin set fra den anden side. Herefter er der tale om bjergkørsel (”og tåge - det var lidt farligt”, står der i Annamaries dagbog - jeg kørte) og man kommer højt op og rundt om Færøernes højeste fjeld, Slættaratinnur, 882m.

    Gjógv er en ret levende by. Hver gang vi var der, var der børneleg i fossen som løb ned igennem bygden, men uden om den særprægede naturhavn(16:18), Gjógv betyder kløft - som man ser. Men der var også noget der gik opad - og nogen! Det var eneste gang vi ligefrem fik øje på en vandretur fordi den var befolket med vandrende. Det var en sti som gik langs kanten(16:33) op til toppen(16:40), nordspidsen af Eysturoy. Annamarie nærmer sig(16:48). Og sådan så der ud(16:54) deroppefra, ud over Atlanterhavet, (Dagbogen: ”Fantastisk udsigt, sej tur!”). Mallemuk ude til venstre. Det var så vores første bjergbestigning. Og første gang vi erfarede at vejret kan være helt forskelligt mellem syd og nord. Faktisk regnede det endnu da vi kom tilbage til Tórshavn.
    Aftensmad på Hotel Hafnia, fiskebuffet til kr. 225,- pr.pers. Der var utroligt meget forskelligt og meget lækket. (Måske skal jeg passe lidt på med muslinger. Det har jeg oplevet før.)
 
 

Onsdag d.4.8.


    Vejret var bedre, og vi satsede på Slættaratindur, 882 m, Færøernes højeste punkt. Vi valgte bjergvejen ud af  Tórshavn og kiggede tilbage over Tórshavn med Nólsoy(10:29) i baggrunden og Hotel Færøerne i forgrunden. Og med tele ud mod Nólsoy: Man hører på forhånd at der er noget særligt over LYSET(10:30) på Færøerne. Først når man er der, ved man hvad der snakkes om!
    Videre kom vi forbi en lille, meget smal vej som på spændende vis førte yderligere opad til venstre. Et vejskilt formanede: Smal vej, forsigtig kørsel, men ikke noget med uvedkommende og alt det der. Så den måtte vi prøve. Den gik opad og opad - desværre også i tåge (Dagbog: ”Tilfælde af panikangst”). På skiltning deroppe kunne vi forstå at vi var tæt på en radarstation, blåt punkt på kortet. Men alt andet fortabte sig i tåge. Vi kørte frustrerede ned igen.
    Tórshavn har ikke haft vejforbindelse nordpå før engang i 60’erne. Da ønskede NATO at anlægge en radarstation på Færøerne og valgte et højt, 743 m, punkt ca. 10 km nord for Tórshavn. Færingerne(, danskerne?) og amerikanerne deltes om udgifterne. NATO fik en vej op til det ønskede sted, og Tórshavn fik sin første vejforbindelse nordpå hen over fjeldet. I går kørte vi gennem den nye tunnel til Kollafjørður, men fjeldvejen havde sin charme(10:41) og muligheder. Man kan f.eks. opsamle vand til frokosten(10:54) til højre, og man kan vende sig om og se ud over Kaldbaksfjørður(10:55). Vejen fra Tórshavn ses nede til højre for fjorden på vej ind i tunnelen. Vi er lige kørt forbi det dejligste hovedkvarter for NATO-personalet i Mjørkadalur (fordi der (næsten) altid er tåget, synd nok).

    Vejen til Slættaratindur gik denne gang mod uret, gennem tunnelen, blå. Det sjældent der på Færøerne kan vælges imellem flere veje, så når muligheden foreligger… Og på denne dag åbnede øerne sig for os på en helt anden måde, ”Nej, se!”, steder hvor vi lige havde været i går. Det så helt anderledes ud som følge af en lille bedring i vejret. Her har vi udsigten over Funningur (12:22) ud over Funningsfjørður med Kalsoy i baggrunden.
    Videre mod vest var det igen bjergkørsel - og jeg overtog rattet.
    Vi kunne ikke finde information om hvordan man bestiger Slættaratindur. Jeg mente at kunne se af højdekurverne at det måtte være fra vest. Så vi kørte rundt om tinden og betragtede den vestfra. Skønt dejligt vejr lå tinden(12:42) indhyllet i tåge. Vi spiste frokost(13:11) og fulgte opmærksomt evt. ændringer i skydannelsen. Det endte med vi opgav bestigningen - også fordi der ikke var antydning af sti eller varderute.
    Vi fortsatte til Eiði og kørte ud i den nordlige udkant. Ret smukt mod nordøst(13:50). Og vi kørte tilbage mod vest med udsigt mod Tjørnuvík i bugten og Stakkur yderst mod nord.

Vi steg ud af bilen (blå prik på kortet).  Oversigtskort over hele området.
    Der sad en gammel mand i en af disse eldrevne rullestole. Vi gik stadig med spørgsmålet om hvordan man bestiger Slættaratindur ubesvaret. Sådan en gammel mand? Nå, han har også været ung engang. Så jeg henvendte mig og begyndte forespørgslen. Men det gik slet ikke. Der var noget han lige måtte fortælle først. Jo, han havde inde fra bygden set 5 biler holdende på den modsatte side (Tjørnuvík) og personerne fra bilerne stå og kigge ud over sundet. Så han troede der var grind! Hvorfor han ræsede ud med kontakten i bund for at kigge med. Men som han sagde med det sødeste smil: ”Men der var ikke noget … Nu er sommeren kommet” fortsatte han så. Sådan er prioriteringerne. Så var han klar til mit spørgsmål. ”Førhen gik man op vestfra. Ja, da jeg var 11 år - dengang skulle man jo klatre - da gik vi lige op herfra. Nu går man østfra der hvor vejen er højest. Så er der ikke så stor højdeforskel. Og så snakkede han om nu og gamle dage. Og Slættaratindur. Engang var vejret så vidunderligt at Slættaratindur havde tiltrukket flere hundrede mennesker helt spontant. De mærkede bare at de skulle derop. Man kunne se alle øerne; helt til Suðerø. Det var fantastisk, det kunne hans øjne stadig bevidne. Så var der pludselig en der begyndte at danse. Og det kan de bare, traditionelt uden instrumenter synger de en masse dansesange. Så gik dansen på tinden bare derudaf indtil videre…
    Nå så lettede tågen alligevel. The summit(14:54) Men nu er det for sent.

    Til gengæld var der en god udfordring fra Eiði op på Kollur, en klump (max højde 352 m) som via lavlandet ved Eiði hænger sammen med Eysturoy (vist tidligere:  mod nordøst(13:50). Kollur til venstre Eysturoy til højre.)
    På med vandrestøvlerne, fat i gangstavene! Jo, dem havde vi med. Det var min forestilling at de var velegnede til bjergbestigning (og så var der måske ingen der så det). De er fremragende! Når man går i stenet og ujævnt terræn har man ustandselig brug for at korrigere balancen. Til dette formål medbringer mange en almindelig stok. Her har man så en stok i hver hånd. Men også kraftudfoldelsen fordeles herligt. Når man er vant til at bruge skistave, kan man overføre måske halvdelen af arbejdet til armene. Det kan virkelig bruges til noget - i min alder ikke mindst! Jeg er ikke færdig med at bestige bjerge.
    På oversigtskortet var der to åbninger i de lodrette afsatser. De var også tydelige at se nedefra. Her nærmer vi os: Annamarie(15:16:39) på vej op(15:16:50), taget ved det lilla punkt. Vi forcerede begge den første afsats. Men så ville Annamarie ikke mere. Kan man nu forstå det? (Hun gik den grønne tur til højre.)
    Det var oplagt hvad man kom op til (15:32) (husk vandret scroll!):

    Dagen i dag er også en særlig dag, nemlig den dag mine kollegaer begyndte arbejdet efter sommerferien. I fredelige stunder sendte jeg dem naturligvis en kærlig tanke - er her ikke bare fredeligt?(15:37).
    Billederne er taget fra det røde punkt. Også Slættaratindur(15:40) uden skyer!
    Jeg gik ikke helt op til toppen, kun til et par varder(15:45), hvor jeg byggede lidt videre på Færøerne. Det er mig der har lagt de vandrette sten øverst på de to varder.
    Nedturen bød på følgende smukke passage(16:09).
    Da vi kørte igennem Eiði på vej hjem, så vi vores ven på rullestolen siddende mellem 8-10 andre gamle mænd på en lang række med front ud mod hvor der måske kunne tænkes at ske noget. Det var noget vi havde set ofte i Portugal. Det lignede præcis samme sociale fænomen. Desværre havde jeg ikke mod til at spørge om jeg måtte fotografere dem.

    Hjemturen gik den direkte vej mod syd langs sundet. Så så vi jo Fossa(16:57) fra den anden side. Så kom vi til Tórshavn som ligger sådan(17:47) set fra nedkørslen ad bjergvejen, Nolsø til venstre. Og se så  hvad Norrøna fylder i havnen i Tórshavn(17:49) som vi kom til i flot vejr. Det var alle tiders, for det var netop denne aften vi skulle ud at fiske med Hendryk. Aftalen var kl. 19. ”Det er jo længe lyst”. Og så er det intet i forhold til omkring St. Hans.
    Så vi gik lige omkring ad Café Manhattan, en spændene restaurant med meget glas ud mod gaden og kunst på væggene. Kylling og færøsk fadøl.

    Altså stod vi igen til søs, denne gang mod den nedgående sol(19:37) med Hendryk ved roret(19:44).
    Vi lagde os forskellige steder og prøvede lykken. Hendryk var den heldigste! Men så fangede jeg en lille en med krogen i nakken. Derefter fik jeg fat i grundfjeldet. Det lykkedes ikke at få det med op. Men uden blink tog jeg så fotografiapparatet. Til højre det nærmeste jeg kom en søpapegøje. Uenighed i mallemukfamilien?
    Så blev Hendryk træt af torsk på dette sted. Vi sejlede lidt videre og tog fat igen. ”27 m, fint”. Så var Hendryk igen heldig! ”Så, nu trækker jeg en rød torsk op”. Og han trak og trak, og vi kiggede og kiggede. Og op kom der en rød torsk! (Han snød, har jeg senere afsløret. Han må have vidst der var brun tang lige der! Et sted har jeg fundet: "Torsken kan skifte farve på et par timer", og på http://www.fiskemagasinet.dk/biolog/biologsvar/biolog20030722.php læser man: ”Torsken kan, i lighed med andre fisk, skifte farve efter omgivelserne. Den er lys grå på sandbund, mørkegrøn i ålegræs og den kan blive næsten rød, hvis den opholder sig i den brune tang. Formålet med farveskiftet er at være så godt kamufleret som muligt.” Og her(Ext.) fandt jeg denne røde torsk!
    Nåm, vi var imponerede. Og så fangede Annamarie aftenens største torsk(20:39)og den var også rød, og stor!
    Så skulle vi videre efter sej. De fanges på en anden måde. To store gafler anbringes i hver sin side af hækken(søsprog!), og en line vel 20m lang med 20-30 kroge med lidt plasticslange i flotte farver samles i en ring som lægges hen over de to gafler. Så sejler man ganske langsomt, og når man kommer ind i en stime, så trækker man langsomt snøren ind over den ene gaffel, og så sidder der en sej på hver krog(21:41) som næsten falder af af sig selv hen over gaflen hvorefter snøren med en fri krog glider ud igen over den anden gaffel. Ret effektivt!
    Så begyndte rensningen. Og mågerne kom tæt forbi for lige at se hvad der blev budt på(22:02). Båden blev hurtigt gjort flot ren, og den dejlige aften endte så smukt(22:21) som tænkes kan.
    Bagefter var vi budt på kaffe og vafler hos Hendryk og hans kone. De boede i et flot hus et stykke fra centrum. Dejlig aften. Vi blev kørt hjem kl. 12.
 

Torsdag d.5.8.

    Det var så dagen hvor vi hørte Kiri te Kanawa(Ext.) i Tórshavn. Jo, vi var henne på Nordens hus for at maile. Og så pludseligt: Verdi i skønneste udgave (gennem døren). Vi vidste godt hun skulle give koncert dagen efter. Vi vidste også at billetterne var fra 900 kr. (og opad). Og det var jo ikke derfor vi var på Færøerne. Men hun sang pænt.
    Tilbage til det tilbagevendende: vejret startede stille og overskyet. Dagens oplevelse skulle være Vestmannabjergene. Dvs. i båd ud fra Vestmanna og rundt i et par timer. Det var jo nordpå, så vi regnede med bedre vejr.
    Skyerne lå lavt. Før radarstationen kørte (blå vej) vi ned til venstre til Norðradalur (18 indbyggere) og a Ytru Fløtum (1 hus). Flot udsigt til Koltur(10:30) da vi kom ned under tågen.
    Videre til Vestmanna. Stadig halvtrist vejr, men man kan aldrig vide.
    Vi spiste frokost på en sten. Og købte billet hos Pelli Lamhauge(Ext.) da kontoret blev bemandet, 175 kr./pers. Det var det værd!
    Afgang kl. 12:00 sharp i den gamle båd (grøn rute ud og ind) - med kraftig ny motor!
    På vej ud fortalte Pelli om bygden Slættanes på Vágar. Den blev rømmet fordi livet var for besværligt. (Det synspunkt troede man slet ikke de kendte på Færøerne.) Nu er der fire sommerhuse.
    Og nu skal der ellers sorteres i billederne! Det er helt vildt imponerende, og man knipser løs.
    Bjergene rejser sig lodret op mod Atlanterhavet. Det højeste man ser fra havet er 644m. Og det er vestenvinden de tager imod. Det har i tidens løb udhulet dem, så der er de mest utrolige dybe grotter(12:36), og kløfter der skærer sig ind til åbninger(13:06) op til himlen.
    Her(12:39:24) kom vi ind. Her(12:39:41) kigger vi op.
    Her(12:41) er vi på vej ind i den næste. Her(12:42) er vi inde.
    Rundt(12:47:15) inde i endnu en. Og kigger op den ene vej(12:47:23). Og kigger op den anden vej(12:47:43).
    Og ude igen. Naturligvis går der også får(12:49) på de stejle skrænter.
    Og Pelli Lamhauge på vej ind i endnu en(13:01). Og fuld drøn(13:02) på derinde.
    Og ud af endnu en(13:06) - godt konstrueret! Portræt(13:08). På vej ud(13:12), endnu engang.
    På vej tilbage; det må være Várgar(13:20) i baggrunden. På tilbagevejen fik jeg også en sule(13:40) i min egen kasse.
    En herlig sejltur. Fantastiske bjerge som også er fuglefjelde. Pelli Lamhauge fortalte undervejs om hvordan man fangede lomvier(Ext.) og søpapegøjer inde i grotterne i utrolige antal. En lomvie eller to søpapegøjer pr. mand pr. måltid. Jamen så mange mand er der slet ikke på Færøerne, tænker man. Nu er lomvierne fredede(Ext.) i sommerhalvåret.
    Men fuglene er dabbet af. Ungerne fra reden og alt det der. Med udgangen af juli er det slut. Se nærmere flight arrival and departure(Ext.).

    Så tilbage, broen over Atlanterhavet (rød rute), tunnelen gennem grundfjeldet og op mod Elduvik. Så fortrød vi, kørte tilbage og tog ud mod Oyndarfjørður, hvor der skulle være et par rokkesten og i kirken en altertavle af Eckersberg.
    Til rokkestenene var der et skilt, ellers var det svært at skelne disse sten fra andre som der jo er en del af. Der var en wire ud til den ene sten og et tungt lod på denne wire. Og så kunne man se at dette lod bevægede sig ganske lidt op og ned. På stenen kunne man intet se. Men når man sad på wiren(16:17) kunne man mærke lidt; gad vide hvordan de har opdaget det.
    Så kirken. Også den var låst.
    På vej ud af byen skulle vi lige proviantere i den lokale Brugs. Og lidt forundret over at kirkerne var låst ville vi lige spørge om det var sådan altid og hvorfor. ”Jamen I kan da låne nøglen her”. ”Jamen, det ville vi da gerne”. Vi skulle ikke identificere os eller skrive under nogen som helst steder. Vi fik den bare og gik. Men vi tog ikke noget i kirken og afleverede nøglen fint igen. Sådan, men??
    Den lignede de andre små, gamle kirker, men slet ikke så spartansk som den i Saksun. Dejligt lyst træ, noget af det malet lyseblåt(17:06). Alteret var enkelt med mørkerødt velour med billedet af Eckersberg hængende centralt(17:05), nå det fik vi ikke rigtigt med, men Annamarie siger det var galt fint. På vej ud af byen et dejligt billede(17:12) med Annamarie i forgrunden, kirken i midten og Kalsoy i baggrunden.
    Kalsoy er en meget lang, smal ø med en vejforbindelse fra syd til nord. Desværre for vejbyggeri er både vest- og østkysten lodret, så det meste af vejen foregår i tunnel(1986), som kun engang imellem kigger ud. Efter tunnelbyggeriet er øen af folkeviddet blevet døbt blokfløjten(Ext.). Vores værtsfamilie fortalte hvor mange millioner kroner der var investeret pr. indbygger i de tunneller. Det var mange (tallet er glemt). Den nordligste bygd består af 5 huse. Der er naturligvis også offentlig bustransport fra nord til syd - og tilbage!
    Derefter til Hellur hvor vi så et kort med en fjeldtur til Fuglafjørður. Men da var det sent.

    Sådan sluttede torsdagen:
    Vi måtte jo lige smage Grind. Det kunne vi få på Marco Polo.
    Det blev serveret som stegt lever med bløde løg. Og det smagte som stegt lever med bløde løg.

Regningen:
2 Buffur av grindahval á 215.00  430.00
1 Gull St. (fadøl)                60.00
1 Veðr St. (fadøl)                50.00
                             kr. 540.00

Fredag d.6.8.

    Den sædvanlige morgenmelding: Overskyet, tåget, dis, regn.
    Vi brugte en times tid hos biludlejeren fordi der var ridset i kølerhjælmen, rent hærværk. Det kostede os kr. 2000,-. Nå pyt!
    Så den sædvanlige tur, broen over Atlanterhavet, tunnelen gennem grundfjeldet og så videre mod syd via Syðru- og Norðragøta til Leirvik, hvorfra færgen til Klaksvík går.
    Tilbage og frokost i bilen i silende regn (som har den fordel at så er det ikke tåget) med udsigt til Kalsoy.
    Så til Fuglefjørðurs turistbureau hvor vi blev anbefalet at tage til Gøtu Fornminnisavn, egnsmuseum. Her blev vi modtaget af en sød pige og skulle betale 30 kr. hver. Det viste sig at det ikke bare var for adgang, men inkluderede pigen som guide og spændende fortæller om egnen,  husets indretning og redskaber og kirken og endnu et hus. Vi havde hende helt alene i over ½ time. Så stødte der et par turister til, men rundturen fortsatte.
    Det var virkeligt levende og spændende. Her står vi og ser på redskaber efter at have fået præsenteret de gamles bøjer ved siden af den moderne røde(15:00) i loftet. Der var flere fantasifulde eksempler på luftfyldelige beholdere, bl.a. den bageste halvdel af en ko hvor det bagudrettede hul var lukket med en prop bundet til indefra, mens det store hul mod den afskårede forende var lukket med to stykker træ bundet sammen som klemme.
    Herefter tog vi til Tøting Uldfabrik. Den var stor og veludstyret. Jeg købte et par sutter til Mette, Morten og mig selv og en lækker stikket sweater til mig selv, små 1000 kr. Helt vildt! Men så har jeg i hvert fald en varm sweater.
    Annamarie købte et tørklæde, et par sutter og et par handsker.
    På vejen hjem tog vi dette panorama(17:07) over mod Skáli. Her ses et af de mange havdambrug som Færingerne har satset på nu hvor det er aftagende med fisk i verdenshavene. Det går ikke så godt med dambrugene lige for tiden. Måske fordi de har været ramt af sygdom, en virus - og det er jo den sædvanlige trussel mod koncentreret monokultur.
    Om aftenen var vi inviteret på fiskefrikadelle - berømte helt ned til Sønderborg - hos vores værtinde, Anne Sofie. Frikadellerne var af de fisk som vi havde fanget i onsdags.  Det var holdt sej for sig og torsk for sig, så vi kunne sammenligne. De værdsætter selv torsk højest. Den har også en fin, forsigtig smag. Sejen er lidt kraftigere fisk, men også lækker.
    Der var gæster, bl.a. Hendryk med kone og en anden svigersøn. Så vi fik meget at vide. Om tunnelbyggeri: Prisen pr. borger på Kalsoy, tunnelplanerne til Klaksvík og Sandø!! (Jeg kom til at tænke på The Julekalender, hvor der blev projekteret bro til Bornholm og Christiansø de skulle indvies om 14 dage (så vidt jeg husker) og så gjaldt det en bro til Færøerne.) Men det er ganske vist. Så fik vi anbefalet en tur til Syðradalur (den tar vi i morgen).
Vi fik også at vide at færgen til Nólsoy sejlede i pendulfart hele natten fordi der skulle være en festival derover i den kommende weekend. Den holdes omkring årsdagen for den færings død, Ova Joensen(Ext.) som roede fra Færøerne til Den lille Havfrue på Langelinie på 41 dage.  (D.23.5.2006 opdager jeg at hvis man googler "Ova Joensen" på dansk, så kommer nærværende side frem som det første og eneste! vagabondnet.dk har ikke noget for tiden. Alle andre hits er på færøsk.)
Han var ret god til detder med at bøje armen, hvad enten han havde fat i en åre eller i en flaske. De sagde at det sidste var anledningen til at han faldt over bord under en rotur til Nolsoy og druknede! Dybt uretfærdigt!
    Det skulle vi naturligvis også prøve, Nólsoy altså. Afgang kel 21:00 med denne færge(20:55).
Og opvarmningen var begyndt: Unge mennesker i stimer med en sovepose under den ene arm og en ramme bajere under den anden, fuldstændig som vi er vant til at se dem. De roede ikke derover, men syntes ellers at mindes Ova Joensen på behørig vis.
    Der var foreløbig ret stille på Nólsoy. Og pænt(21:34). Der gik også to politibetjente rundt. De kom sammen med os og tog tilbage kl.23 sammen med os!
    De skulle lige ses i bygdebilledet, sagde de. Men det var ikke til at skjule at de forlod øen igen. Færgemolen kunne observeres fra halvdelen af bygden.
    På hjemturen var der et smukt syn med Tórshavn under den lyse aftenhimmel(23:43).
 
 

Lørdag d.7.8.

    Solskin fra morgenstunden! Vi tog optimistisk vejen op til radarstationen (rød tur). Men der var stadig tåget på toppen, øv! Tilbage igen. Som foreslået i går aftes kørte vi så en meget spændende bjergtur (jeg kørte, grøn) til Søðradalur med herlig udsigt til Hestur og Koltur(10:31). Vedr. billedet: Knolden i det fjerne er Trollhøvdi lige nord for Sandø. Og til højre ligger Søðradalur og lige nord for ligger Norðradalur hvor vi var i torsdags. Navne som et tvillingepar. Men der er slet ingen forbindelse, og de kan ikke kigge til hinanden. Så? Nåh, jo! Der var en gang al kontakt bygderne imellem foregik via havet. Så ligger de faktisk der som et par tvillinger.
    Her har vi så Søðradalur(10:42). En bondemand og en aftægt. Og ren idyl. Vi kører lidt dernedad. Her gik også køerne frit. Og dyrene var ret nysgerrige(10:44). De var langt væk da vi standsede for at fotografere. Norðradalur lige omme bag knolden.
    Nede fra vandet så bygden(10:54) sådan ud, bilen til højre. Zoomet ind på fossen(10:54).

    Nåm, så til Kirkjubøur for at gøre de sidste forberedelser til fjeldturen. Vi manglede en trillefløjte. Sådan en skal man have med!
    Vedrørende fjeldvandringer: Hjemmefra var vi sat ind i situationen af Olli og Lotte. Hvis man passede på det og det, så var det slet ikke så farligt. Ku det overhovedet være farligt, herregud, 300-600m. Vi er jo vant til 3000m. På Færøerne fremgik det igen at fjeldet er en alvorlig sag. Og forbløffende. Men mærker det allerede når man står nede og ser op på de 300-600m høje bjerge, især når skyerne driver lavt. Men også fjeldenes karakter. Man er jo over trægrænsen allerede inden man går i land. Og de er ofte meget stejle. Dertil det meget omskiftelige vejr. I tæt tåge kan man let komme til at træde et skridt der ikke kan gøres om. Og på vores tur bare fra Kirkjubøur til Tórshavn var vi på et tidspunkt faktisk slet ikke enige om hvor vi var.
    Altså trillefløjte! Men der var ikke skyggen af gesjæft i byen. Og den gamle kongsgård som vi var anbefalet at besøge, var lukket. Og Trondur Pattursons billeder så vi heller ikke. Men domkirkeruinen(Ext.) kunne de ikke gemme væk.

    Vi kørte lidt op ad vejen og fandt et sted at parkere, A. Med madpakken i rygsækken, vandrestave ved hånden, kort og regntøj for tilfældet, begav vi os så ud på vores længste fjeldtur. Først lidt mod syd, så op og forbi bilen ved en af de første varder(12:21, B). Og samme sted frokost(12:23; det er Gamlarætts nye havn i baggrunden). Og inden vi var færdige med frokosten var tågen truende nær(12:52). Men hva, vi skulle den anden vej. Vi tog lige et flot billede af Hestur og Koltur(12:54) og fortsatte. En tåge på Hestur(13:13) fortsatte med at tiltrække sig opmærksomhed. Og lidt senere(13:45). Og samme sted når man kigger lige ned. Turen var overkommelig i længde; her har vi allerede Tórshavn(14:26).
    Lidt før C var vi højst oppe omkring kl. 14.
    Ved C stod vi og så ud over Tórshavn, og resten af turen (gul) var ikke så spændende. Så vi besluttede at forlade vardevejen (farligt!) for at ramme den anden vardevej (grøn) og gå tilbage til Kirkjubøur. Vi stod i 220 m’s højde, og hvis vi formåede at gå vandret ville vi gå langs denne højdekurve og ramme ved D.
    Men efter ½ time så vejen frem således ud:

    At fortsætte - uden trillefløjte! - var ikke lige efter bogen. Selvom vi hele tiden kunne høre storbyen, så vidste vi ikke hvilket terræn vi ville møde ved at gå efter lyden, så vi vendte om. Her var tågen også blevet tættere og vi var lige ved at fare vild! Men så gjorde vi det ikke alligevel. Vi fandt varderne og gik til højre ad den regulære (gule) vardesti til Tórshavn. Se hvor kedeligt(15:31).
    Så nåede vi et stoppested, og der var 45 minutter til bussen til Kirkjubøur kom. Det varede lidt inden vi fik taget os sammen til at blaffe - man forstår nok, i vores alder! - men med lidt gensidige udfordringer begyndte vi, to forsøg ad gangen, så den andens tur. Det var mig der fik bid! En rar ældre dame(!) med en hund på bagsædet mente også at vi kunne være der. Og således kom vi tilbage til Kirkjubøur og vores legevogn.
    Kirken i Kirkjubøur.
    Tågerne ude over øerne blev ved at fascinere:

    Igen et panorama(16:24). Vejen er lige. Sandø til venstre mod syd, Hestur til højre for midten og Koltur til højre mod nord.
    Og det sidste fine billede af Koltur(16:53) med sin pompøse maxhøjde 447 m og uden tågen som nu er drevet ud i det fjerne.

    Hjem fra Kirkjubøur og til kunstmuseet hvor vi nu så Øssur Mohr(Ext.). Ved disken var der naturligvis forskellige tilbud man kunne købe. I en af bøgerne slog Annamarie op på rytterstatuen i Sønderborg som det første bogen gik op på! Kunstneren er Hans Pauli Olsen. Og hans mangfoldige figurer i Tórshavn havde allerede imponeret os. Aha! Det er ham!(Ext.) (Vi købte bogen!)
    Og så var vejret blevet dejligt! Og så insisterede jeg: Radarstationen! Og jeg modtog ingen bebrejdelser, bagefter!
    Kaldbakfjørður(18:15). Stedet(18:27) hvor vi to gange tidligere måtte vende om på grund af tåge.
    Og så det uundgåelige panorama(18:31) fra lidt under toppen (748 m):

    Vágar mod solnedgangen, Vestmannasund op til højre og toppen Skælingur (787m) tæt på til højre.
    Radaren(18:33), det opløftede par(18:35):

    Vi spiste på Café Manhattan og gik ned i havnen og nød en is.
    Da vi kom hjem ventede en overraskelse, invitation til et af værtindens børnebørn som boede i Ollis hus, som vi jo skulle se. Herligt beliggende med udsigt ud over Tórshavn. Og dejlig kaffe med kage.
 
 

Søndag d.8.8.

    Det var så vores sidste dag. Den sædvanlige morgenmelding: Overskyet, tåget, dis.
    Frokostindkøb, Nordens hus for at maile. Vi kom før åbningstid, men kom alligevel ind fordi der var prøve på en korkoncert. Døren stod på klem denne gang. Det var et velklingende, lokalt kor. Og de skulle nok få sat det på plads. Prøven var jo kun lige begyndt, og de var dygtige.
    Trods tågen foreslog jeg bjergvejen, for, som jeg sagde, det kan sagtens være fint vejr deroppe. (Det tror jeg for så vidt stadig på at det sagtens kan.) Sigtbarhed 50-100 m. På toppen så vi en bjergtinde i sol (se bare!), men straks efter lukkede tågen sig om os igen.
    Der fløj pludseligt en sort ravn tæt forbi. Det gav faktisk et sæt i os begge. Vi overbeviste hinanden om at vi ikke var overtroiske og fortsatte.
    Så, lige før broen over Atlanterhavet, kom lyset frem - og kameraet! 11:20 (med blandt billederne, Færøernes lys).
    Nå, vi har glemt at fortælle at vi er på vej til Klaksvík og postbåden til Fugloy. Der skal sejles fra Leirvík, hvor vi kom kl. 11:55 i dejligt solskin. Den planlagte tunnel ses på kortet.
    Nordøerne rejser sig lidt tættere og skarpere op af vandet:
    Kalsoy (blokfløjten) til venstre og Kunoy lige fremme, vandkraftværk(12:56) på Kunoy. Kunoy har 7 toppe over 800 m. Blandt disse Kunoyarnakkur(ikke mit billede, men meget seværdigt) som rejser sig 819 m direkte op af Atlanterhavet.
    Vi kørte over dæmningen til Kunoy og videre igennem en meget smal tunnel (1988). Der var kun et spor med jævnlige vigepladser, og på forhånd defineret hvilken køreretning der skulle trække ind på disse når der kom modkørende. Her ligger så Kunoy bygd(13:38), 30 sjæle. Kalsoy(14:10) set fra Kunoy på tilbagevejen 5 minutter inden vi kører ind i tunnelen.
    Tilbage gennem to tilsvarende smalle tunneler på Borðoy til Múli mod nord. Vi har ingen billeder derfra!! Det har vi heller ikke fra Viðareiði. Mærkeligt. Vi må have kunnet se over til Fugloy. Viðareiði var usædvanlig som bygd. Næsten alle bygder er meget smalle og lange - det skal jo være nogenlunde vandret. Men her er et bredt, frodigt lavland og fra bygden kan man se hav både mod øst og mod vest. Rigtig idyllisk. Der er da også 347 personer som har slået sig ned her.
    Så til Hvannasund og kigge til postbåden. Det var mit mål at få lokket Annamarie med på den tur der er blevet berømt uden nogen form for reklame. Bare fordi de der har prøvet, har talt om det ude i verden så det har sat sig. Jeg var gået så vidt som til at tale om at tage turen alene og havde foreslået hende nogle gode køreture imens. Tænk, jeg kunne være kommet med på den tur. Skipperen kom mens vi stod der. Jo, jeg var velkommen til at tage med. Jeg tror ikke engang det kostede noget. Det så ud som om han var alene. Det var bare en båd som en normal gammeldags fiskekutter. Den sejler i al slags vejr og er eneste kontakt til Svínoy og Fugloy. Det der ødelagde mit projekt, var at den først ville være tilbage kl. 6-½7, så kunne vi ikke komme tidligt til den sidste færge vi skulle have fra Klaksvík. Og man kan ikke reservere til færgen. Og forespurgt, så kunne det godt være at den blev fuld specielt på en søndag aften, og vi skulle være tilbage og aflevere bilen, så ØV! Tænk, jeg stod der foran båden og kunne være kommet med.
    Der var en lettelse at vores efterfølgende tur til Gjógv blev meget vellykket.
    Men vi skal lige forbi Gøtugjógv, der med sine 44 indbyggere har en stor, moderne kirke som blev dobbelt så dyr som planlagt (og det var mange millioner) midt under den økonomiske krise hvori Danske Bank og Baltica vist nok spillede en ret pinlig rolle. Nå, pinlig var også budgetoverskridelsen for færingerne, forstod vi. Men nu kan man nyde en meget flot kirke som også er kirke for Norðra- og Syðrugøta. Så er vi oppe på 994 sjæle. Og dertil turisterne. Vi for vort vedkommende fandt en ulåst bagdør, og da vi havde fuldkomment reelle hensigter, listede vi ind og kiggede.
    Bag alteret er et stort lysindfang som også er markant udefra(17:02), og som giver lys til det kæmpestore glasmaleri af Trondur Patursson fra Kirkjubø. Også lamperne inde i kirken er dækket sådanne glasmalerier. Loftet med den åbne konstruktion hvor man kan stå og studere statik, tiltrækker sig også opmærksomhed, se selv(16:59)!

    Så til Gjógv. Undervejs fik vi dette panorama(17:27) op igennem Funningsfjørður. Til venstre en kurv til affald. Indeni er der en helt normal sort affaldspose, men den er jo pakket godt ind, bemærk hængslerne.
    Også de gamle kirker bliver der passet godt på. Flere af dem var i alle fire hjørner tydeligt forankret ned i grundfjeldet. Der er da også forfærdelige historier(Ext.) fra tidligere tider.
    På vej og over fjeldet havde vi denne dejlige udsigt(17:42) over Funningur. Til højre i billedet deler vejen sig. Bagud i billedet er vejen til Eiði med Slættaratindur oppe til højre. Fremad til højre i billedet er den vi kørte på til Gjógv.

    Her ligger så Gjógv med kløften svagt synlig og med den top vi besteg i tirsdags, til venstre og Kalsoy i baggrunden.
    Annamarie havde siden vi sidst var i Gjógv, ærgret sig over at vi ikke var nede i kløften. Det skulle prøves nu. Vi parkerede i udkanten af byen, så vi havde vel 50m ind til centrum. Her opdagede vi at vi havde glemt et kort. På vej tilbage spurgte en ung mand os om vi havde været nede i kløften. Svaret var jo ”nej”. Så sagde han: ”I skal gå derned inden I tager af sted”, og svaret var jo ”ja”. Rigtig sød fyr i øvrigt. Vi traf ham jo igen, jo, for der er jo ikke så mange. Vi var først inde ved et mindesmærke(18:11) over de mange som havet har taget gennem tiderne. Hver bygd har sine tab på den konto (plus dem der i tåge er forsvundet i fjeldet. ”Hvis du falder ned, bliver du til leverpostej” sagde en mor til sine børn, fik vi refereret). Vi hørte om en bygd som blev forladt fordi der stort set kun var enker og jomfruer tilbage. Og den forbløffende naturhavn(18:19) som man må falde for som sådan, kan sikkert være tilsvarende farlig i høj sø. Men indrettet sig har de, ophalingsmuligheder(18:30) for bådene og transportbånd for fangst og materialer.
    Og smukt(18:34) var der, og hyggede(18:37) sig gjorde de (det er den rare unge mand til højre).
    Udsigten mod nordøst med Kalsoy i det fjerne:

    Nede foran er der et spændende område i sig selv, og i det vidunderlige vejr i særlig grad. Her er Annamarie på en sjov (natur?)trappe(18:46). Nedefra(18:53) ser den således ud. Og ude på spidsen(18:58). Og endnu et billede(19:00) af vores første bestigning (langs kanten) i tirsdags. Jeg(19:01) var jo også med. Og vi bliver ved. Der var så dejligt trods det fremskredne tidspunkt: 19:07.
    Hjem over Eiði med udsigt over Eiðisvatn(19:46).
    Oplevelserne på Færøerne kunne ikke slutte smukkere. Det var en meget indholdsfuld dag. Vi var langt omkring og kørte ind på parkeringspladsen kl. 21:00 præcist som aftalt. (Vi tømte bilen og tog et billede af hærværket(21:08) på motorhjælmen.)
    Vi kørte 1000 km på 6 dage på Færøerne. (Den får lov at tale for sig selv!)
 
 

Mandag d.9.8.


    Afgang fra busterminalen kl. 9:30. Så der var jo tid til en behagelig sidste morgenkaffe og en tak til vores kære værtinde.
    Anne Sofie Jacobsen:

    Og hjemad igen. Planmæssig afg. 11:10.

Sørvágsfjørður(11:23)
Farvel til Várgar(11:24)
Sandoy med Trøllhøvdi(11:26:10)
Do(11:26:41)
Sandur på bagsiden af Sandoy og Skúgvoy i baggrunden (11:27)
Sandoy med Húsavik, Dalur og Stóra Dímun(11:28)
samme som 11:27(11:29:17)
Stóra og Lítla Dímun(11:29:56)
Lítla Dímun med sin egen lítla sky(11:31:17)
S. og L. Dímun (hvis man ellers kan se noget)(11:31:59)
1. ShetlandsØ(11:53)
2.ShetlandsØ(11:57)
3.ShetlandsØ(11:58)
4.ShetlandsØ(11:59)
Hvide Sande(12:53) - men hvoffor er vandet ikke lisså blåt som på Færøerne?
Tippene(12:54)
Det gamle land(12:55)
- og så er det af med tøjet(13:41) Jo, det var det eneste vi kunne vrøvle over i anledning af vores tur til Færøerne.
Som det fremgår af rejsebillederne både ud og hjem, så var vejret vidunderligt fra Nordatlanten og sydpå.
Rejsen var arrangeret i god tid og den danske sommer valgte at aflægge sin koncentrerede lynvisit netop samtidig:

Man tror det er løgn!


    Den lille top 13.-14. juli var et københavnertrip.

    Links:
    Færøerne
    På webcam(Ext.) kan man følge med i trafikken i havnen i Tórshavn. Når Norröna kommer(Ext.) vil den fylde hele billedet.
 

    Meddel enhver fejl på siden til Claus. TAK!